Ugen efter Næstved drog jeg videre til worldcup i Albstadt. Den klassiske Albstadt rute, var som altid stejl og glat. Ruten passer mig godt, så jeg kom derned med en god fornemmelse. Jeg har aldrig kørt et dårligt løb her, 2. , 1. og 4. plads er hvad jeg har taget med hjem før herfra. Så jeg var lidt spændt, på den gode måde. Men jeg vidste godt formen ikke var helt i top, så mine forventinger kunne heller ikke være det. 
Under opvarming havde jeg ikke den bedste fornemmelse i kroppen. Men jeg ved med mig selv det gør ikke så meget, jeg kan godt alligevel. Den lidt tunge fornemmelse gjorde, at min start ikke blev vildt godt, men jeg følte det egentlig ret trygt og jeg stressede ikke. Jeg har altid (før i år) startet langsomt ud, i forhold til mine konkurrenter. Efter start runden begyndte jeg stille og roligt at få hul igennem til benene og jeg kørte mig frem. Det føltes vildt godt, at hente ind og jeg var helt fremme omkring 6. pladsen på 3 omgang. Vi lå vildt tæt, og jeg kunne både se piger foran og lige bagved. Så der skulle holdes på for at forsvare den her placering. Desværre lykkes det mig ikke rigtig. Da jeg kører ud på anden sidste omgang, kan jeg mærke trætheden ramme mig. Mine ben svier lidt for meget, i forhold til min fart og jeg kan fornemme at toget bag mig kommer tættere og tættere på. Jeg gør mit bedste for at holde kæden stram, men tanken er bare ved at være tom. De to sidste omgange går jeg ved med 1 minut pr. omgang, og bliver overhælet af 6 piger, så jeg krydser målstregen som nr. 13. Det siger også lidt om niveauet i feltet. Man skal være 100% hele vejen. Da jeg kommer ind føler jeg egentlig at jeg kørte et godt cykelløb, jeg gjorde virkelig mit bedste, men den sidste halvetimes træthed afgjorde resultatet. 
Dagen efter gik det mod nord, jeg ville misse worldcuppen i La Bresse, men på grund af en matematik eksamen, passede det ikke ind. Det var virkelig fedt at være hjemme og få lov til at banke en god uges træning af, med DM i marathon som afslutning. Super motiveret for at blive bedre. 
Marathon DM blev kørt i Århus i søndags. 3 timers arbejde var en af dem der kan mærkes, men jeg rullede over målstregen først og kunne dermed få min første Danmarksmester titel i elite klassen. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente før løbet startede, hvordan kører man lige et marathon? 
Jeg startede lidt langsomt ud, lå helt nede som 7'er det første kvarterts tid. Ugens hårde træning kunne mærkes, og jeg skulle liiiige have dieselmotoren i sving. På en længere stigning kørte jeg mig op i anden position og lå på hjul af Anne-sofie Nørgaard i en lille times tid. Hun tonsede afsted på grusvejene og det var kun Caroline Bohe der kunne sidde med af damerne. Jeg sad med konstant overskud og følte mig ret godt tilpas. Efter ca. 1 times tid, lagde jeg op foran for at lave lidt, og satte lidt tempo op af og gennem et par tekniske passager. Efter en 10 minutter kiggede jeg tilbage og kunne ikke se de andre. Når nu var det så bare mig og sporet. Jeg holdt på, på det sidste loop, på første omgang og fik lavet et par minutter ned. Med den forskel kørte jeg ud på anden omgang og jeg så ikke de andre den næste halvanden time. Da der var en time tilbage af løbet havde jeg ikke mere vand eller sukker tilbage. Ehm, shit! Jeg havde ikke forventet at løbet skulle være så intents og at jeg ville bruge så meget energi. Jeg vidste godt at det kunne gå hen og blive kritisk, så da jeg køre igennem feedzone, spørger jeg om der er nogen der kan give mig noget energi næste gang. På loopet kan jeg mærke at jeg ikke har ret meget sukker i kroppen og jeg må sætte farten en smule ned, så jeg ikke går helt kold. Da jeg efter ca en halvtime kommer til feedzonen misser jeg energien der bliver forsøgt at givet mig. Fuck Malene! Jeg manglede stadig 30 minutter, på et loop med masser af højde meter.. Jeg er sjældent gået så sukkerkold. Det sneg sig ind på mig, jeg fik det virkelig dårligt. Bakkerne føles uendeligt lange, og det gjorde vildt ondt i benene. Jeg måtte sætte farten ned. Og cyklen blev også sværere at styre ned af. Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at jeg havde fået en gel og hvordan sukkerne strøg ud i musklerne. Nogen gange er det som om at den psykiske effekt også giver noget, ikke? Der var så kort tilbage og jeg ville ikke hentes. Men jeg var alligvel bange for det, og kiggede mig mere end hele tiden over skulderen.. Heldigvis holdt jeg den kørende helt til mål, og kunne krydse stregen som nr. 1! Jeg faldt nærmest om efter, og måtte febrilsk få Caroline og Magnus til at hente sukker til mig. Puh. Da jeg kom til mig selv, hoppede Magnus og jeg i havvandet og nød resten af dagen i solskinnet. 

Knus Malene 

Jeg kom hjem fra EM søndag aften. Træt, dehydreret og fuldstændig smadret. Først vendte jeg tasken på hovedet og fik startet en vask. Tog et stort glas mælk og kiggede på mandagens plan. Skole fra 8-9.30 --> styrketræning --> skole fra 12-15 --> hjem. Derefter læste jeg en dansk novelle og så en kort film om "rise of the west" til historie. Pakkede min taske, med skolebøger og træningstøj, og lagde mig ind i sengen. Puh. Hvornår dog det her slutter? 
Løbet i det svenske gik okay. Jeg fik en god start og kom ind på nedkørslen i tredje position. Jeg vidste det var hårde 90 minutter der lå foran mig, så jeg forsøgte at finde min eget tempo fra bunden af opkørslen og måtte lade andre passere. Jeg endte på en 12 plads, fuldstændig færdig. Fed fornemmelse at have givet sig 100%. Den sidste måneds løb, har vist mig, at jeg ikke har de sidste procenter der skal til. Og når man kører helt fremme i toppen, er det de små procenter der tæller. En 12 plads lyder måske skuffende, men jeg har fundet ud af, at jeg ikke er så stærk, som jeg kunne have været. Der er flere gode grunde, så det bekymre mig ikke så meget. Det eneste der irritere mig er, hvor hårdt der er for mit mentale fokus og stabilitet. Jeg har altid kørt med helt fremme i feltet og kørt cykelløb på den måde. Nu er jeg et andet sted - hvordan er det lige man gør det? Det svært at køre flere løb i træk, hvor jeg bare for baghjul, selvom jeg er forberedt på det. Det jo ikke det jeg synes er sjovt ved at konkurrere.
Fredag aften fik jeg af vide hvilke skriftlige eksaminer jeg skal have og hvornår. Det var ligesom om at en byrde forsvandt fra min skuldre. Nu kender jeg planen. 
Lørdag stod det så på cykelløb. Sramliga løb i Næstved. 3 stærke kvinder var til start, Jenny Rissved, Alexandra Engen og Anna Terpstra. Så det skulle nok blive sjovt. Løbet gik godt, god start og godt tempo gennem hele løbet. Endte på en tredje plads bagved Engen. Bedste løb i den her sæson. Ikke på grund af placering, men følelsen og watt'ene, var gode. Håber at kunne tage den gode følelse med til weekendens worldcup i Albstadt. 

​Knus Malene